Frygt og fantasier spiller en stor rolle i debatten om ulve.
Hvad nu hvis den angriber mig, når jeg går tur i skoven? Eller angriber min hund? Kommer ind i min have? Søger op til barnevognen på terrassen? Der er nok at være bange for, og frygten er forståelig.

Det giver mening at være bange for et væsen, vi alle har lært at frygte gennem fortællingerne i den nordiske mytologi, fra folkesagn, fra Brødrene Grimms eventyr om Den lille Rødhætte og Disneys tegnefilm om De tre små grise.
Hvordan kan man blive andet end bange, når et væsen, som har været forsvundet i næsten 200 år, pludselig vender tilbage? Det er en begivenhed af den slags, som giver stof til Stephen King-romaner og nerveflænsende gyserfilm.
Og det er oplagt at tro, at ulvens motiv for at vende tilbage er det i film og litteratur så klassiske: Den vil have hævn, angribe og fortære os.
Udryddede vi måske ikke dens forfædre, og har vi ikke efterfølgende udryddet så godt som al anden vild natur i Danmark? Jo, ulven har nok at hævne.
Altså er der al mulig grund til frygt og til at holde øje med den.
Der er selvfølgelig lige det problem med den fortælling, at ulven hverken har bidt eller ædt nogen af os, siden den kom tilbage til Danmark i 2012 efter 199 års fravær. Den plejer at løbe væk, når den ser et menneske. Så hvis det er hævn, ulven er kommet for at sikre sig, så er den enten en kylling eller ret træg med at komme ud af starthullerne.

Men når den nu endnu ikke har angrebet os, hvad vil den os så, denne inkompetente hævner? Hvorfor er den kommet tilbage?
Kan det tænkes, den bare forsøger at få vores opmærksomhed? Vil den minde os om, at den vilde natur endnu findes, selv om vi mennesker i århundreder har forsøgt at kultivere den væk ved at dyrke jorden, anlægge veje, bygge byer og bruge den til bortskaffelse af det affald, vi dagligt producerer.
Måske vil ulven bare sige: Jeg er her endnu. Den vilde natur er her endnu. Men det er ved at være sidste chance.
Måske taler ulven på vegne af de arter, som allerede er udryddet eller er truet af udryddelse. På vegne af de padder, flagermus, grævlinger, insekter og fugle, der i årernes løb er blevet fordrevet fra deres levesteder for at give plads til en motorvej, et nyt industriområde, en golfbane, boliger, sommerhuse eller et vandland.
Måske spørger den os, om vi virkelig mener, vi har ret til at bortskyde ethvert vildsvin, der krydser grænsen til Danmark? Om vi har det okay med at holde mink i små bure eller grise fikseret og indespærret på alt for lidt plads i stalde med tremmegulve af beton? Om vi finder det i orden at nægte tre fjerdedele af de danske malkekøer at komme på græs?
Måske er ulven ikke kommet tilbage for at hævne sig, men for at hjælpe os i retning af en ny tilgang til naturen og en ny fortælling. Måske er den dukket op lige nu, fordi den med sin fine lugtesans har fået en fært af forandring, af et natursyn, der er ved at ændre sig.
Bedst illustreret af den igangværende debat om landbruget, der er kommet til at fylde alt for meget på bekostning af naturen, med det resultat at arter forsvinder, vores grundvand bliver forurenet og fjordene og havene omkring Danmark dør. Men også eksemplificeret ved de nye naturnationalparker, som lige nu etableres rundt om i landet med det formål at bevare truede arter og give plads til mere vild natur.
Et nyt natursyn, som anerkender at naturen er noget i sig selv. At den ikke kun er noget, vi mennesker har retten til at udnytte. At den bør beskyttes, ikke kun af hensyn til fremtidige generationer, men fordi den ligesom os har ret til at være her.

Accepterer man den præmis, giver det selvfølgelig ingen mening at skyde ulven, og det giver overhovedet ingen mening at forestille sig eller støtte et ulvefrit Danmark.
Men der er får og heste, som bliver angrebet, skambidt og slået ihjel af ulve, vil nogle med al mulig ret indvende.
Det skal selvfølgelig forhindres. Og personligt vil jeg hellere give hjælp og økonomisk støtte til dem, der har deres dyr gående ude, end jeg vil støtte et industrilandbrug, som mishandler dyrene i deres stalde.
Vores syn på naturen er under forandring og med det også fortællingen om ulven. For selv om mange endnu hænger fast i fantasierne og frygten, er der også mange, som glæder sig over, at ulven er tilbage.