De små ting

D

Mon ikke mange kender det, at et sanseindtryk eller en i sig selv ubetydelig hændelse hvirvler en erindringsstump op fra dybet og sender tankerne i en uventet retning.

Det synes jeg jævnligt sker for mig. Det skete for eksempel en morgen for ikke så længe siden, hvor jeg vågnede tidligt, opgav at sove videre, stod op, lavede mig en kop kaffe og satte mig ud i haven hjemme i Hansted.

Klokken var endnu ikke seks. Alligevel var der en lunhed i luften, som gav løfter om, at dette med stor sandsynlighed ville blive en meget varm sommerdag.

Før jeg fik set mig om, var jeg kastet tilbage til dengang jeg boede i Aarhus og til utallige morgener som denne. Frem skød erindringen om de mange gange, hvor jeg cyklede fra bofællesskabet ved Botanisk Have, over Ringgadebroen og ind til midtbyen for at gøre rent i restauranten på Aarhus Hovedbanegård og den tilhørende café.

Eller til de morgener hvor jeg  hentede en bil i en baggård i Montanagade hos rengøringsfirmaet Aarhus Kittel Central, for derfra at køre videre til et af de værtshuse, kontorer eller private hjem, hvor firmaet gjorde rent.

Ud til medicinalvaregrossisten Nomeco i Viby for at vaske gulve på lageret, gøre toiletter rene, støvsuge kantinen, brygge morgenkaffe til de ansatte og tilse planterne og sodavandsmaskinen. Eller til Nobel Cigar i Viby, som hvert år fik gjort hovedrent på  både kontorerne og i store dele af fabrikken, når der var industriferie.

Man skulle dengang som nu rubbe neglene. Arbejdet var ikke videre godt betalt, og man trængte selv til at blive skrubbet, når man kom hjem. Men det sikrede mig en nødvendig indtægt og var en velkommen afveksling fra de lange studiedage på Danmarks Journalisthøjskole. Og jeg har altid godt kunnet lide at udføre et konkret og meningsfuldt stykke arbejde.

Dertil kommer, at rengøring er et arbejde, som ofte udføres i kulissen; man bliver stort set ikke ænset. Og det er ofte henlagt til tidspunkter på dagen, hvor flertallet er gået hjem eller endnu ikke er mødt på arbejde. Byens puls er lav, fordi dagen da ånder ind eller ud. Alle indtryk forstærkes og træder tydeligere frem. Små ting trænger sig på for at blive set i stedet for blot at forsvinde i mængden.

Det, jeg prøver at forklare, er vist, at jeg tror, det var dengang for mange år siden, da jeg kørte rundt i Aarhus for at vaske trapper, skrubbe toiletter og støvsuge kontorer i dagens ydertimer, jeg først blev opmærksom på og opdagede en særlig glæde ved de fortællinger, som findes i hverdagen, de små ting, de små forskydninger. Og at det lige siden har været den slags ellers helt upåfaldende hverdagsrystelser, der har sat mig i gang med at skrive, uanset om det har været noveller eller romaner. Langt det meste, jeg har skrevet, er sat i gang af små ting.

Er man først opmærksom, viser de sig hvor som helst og når som helst. En tidlig sommermorgen, en sen aftentime eller en regnvåd formiddag, hvor man går tur med hunden og falder i staver over liget af en trafikdræbt frø.

Det var en død frø på vejen, der inspirerede mig til at skrive Døden i frøperspektiv i novellesamlingen DE BORTREJSTE bortrejste”. Lyskæden eksisterede ikke før jeg en april aften kørte forbi et trist udseende hus med en lysende juletræskæde hængende under tagrenden. Færgen i Retræte findes. Den fragter biler og passagerer frem og tilbage over Slien i Slesvig. Jeg kommer stadig jævnligt forbi den sommerhuslignende træbygning, som gav mig ideen til Skilsmissehuset, og jeg har med sikkerhed hørt en ung pige udstøde et forundret og forarget og opgivende ”Hey altså!” – ikke i et auditorium, men en dag i et supermarked. Og de to ord uudviklede sig så til novellen Badminton (Eller En fair chance, red.).

Men det betyder ikke, at novellerne i DE BORTREJSTE repræsenterer en fiktionalisering af virkeligheden. Tværtimod. Disse små ting er ofte det eneste virkelige i novellerne, brugt vilkårligt og ude af deres rette sammenhæng, mens alt det andet er kommet til senere, hvilket også i mine øjne virker lettere mystisk.

For jeg har heller ikke en forklaring på, hvorfor disse ubetydelige hverdagsindtryk satte sig igennem og blev til en historie.

Men måske har den amerikanske forfatter Stephen King ret, når han i sin bog ”Om at skrive” lufter den teori, at alle historier allerede eksisterer og blot venter på at blive fundet og skrevet. At en forfatter kan sammenlignes med en arkæolog, der skraber lidt i jordoverfladen og ser en flig af noget interessant. Hvorpå han forsigtigt afdækker sit fund med ske, børste og pincet, mens forfatteren på sin side vækker sit fund til live med ord, sætninger og komposition.

Det er en fantastisk tanke. For mig giver den god mening.

Mit håb er, at man som læser af DE BORTREJSTE vil opleve det samme: At man støder på noget, der er større end teksten og bogen i sig selv, noget man kan tage med videre i sit liv eller til mødet med et andet menneske.

For det er ligesom det mindste, man kan forvente af litteraturen, er det ikke? At også den har kraften til at åbenbare noget skjult, noget nyt, bringe en ny tanke, en slumrende erindring op til overfladen, forny læserens indsigt i sig selv eller andre – om så bare i det små.

Om forfatteren

Claus Schjødt
Af Claus Schjødt