Når man holder af at skrive, er det ikke sjovt at tvinge sig selv til at lade være. Det er heller ikke let.
Men i de seneste mange måneder har jeg forsøgt at fokusere på renoveringen af vores hus. Huset er gammelt – fra 1881 – og selv om vi har boet her i mere end tyve år og løbende har sat det i stand, mangler vi stadig en del. Vi bliver måske i virkeligheden aldrig helt færdige.
For som de fleste, der har kastet sig ud i byggeprojekter af nogen art, sikkert har opdaget, ender selv et mindre projekt ofte med tager dobbelt så lang tid som beregnet, alt mens det bliver dobbelt så dyrt. Sådan ender historien også denne gang, forudser jeg. Men for i det mindste at forsøge at holde udgiften nede, laver jeg mest muligt selv. Med det resultat at jeg lige nu har i en periode, hvor jeg ikke får skrevet.
Kan du ikke gøre begge dele, bliver jeg spurgt. Og jo, det burde vel være muligt, og er det også for andre.
Problemet er bare, at hvis jeg først sætter mig foran tastaturet, bliver alt andet mindre vigtigt. Behøver jeg lægge det gulv i dag? Kan jeg ikke, hvis jeg nu knokler igennem, både nå gulvet og at isolere den væg i morgen? Der findes utallige undskyldninger for at udskyde alt andet til senere og så bare skrive.
For det at skrive er altopslugende.
I de perioder, hvor jeg skriver – men momentvist ikke skriver, fordi jeg laver mad, er i haven eller går tur med hunden – skriver jeg dagen igennem videre i mine tanker og producerer løbende små sedler til mig selv. Det kan være dialogbidder, ideer til handling, formuleringer, som endelig har murret sig færdige i mit hoved, og nu bliver nedkradset på papirlapper, som ligger og venter på mig, til jeg kommer tilbage til computeren.
Sådan er det stadig, når jeg ikke-skriver. Sedler med indfald af varierende kvalitet hober sig op, og jeg har vænnet mig til, at hvis tommestokken eller hobbykniven pludselig er væk, giver det god mening at lede efter tingene i nærheden af skrivebordet og stakken af sedler, for der er en god chance for, jeg har lagt dem fra mig dér, da jeg gjorde et stop.
Og så er der formiddagene eller de sene aftentimer, længe efter jeg egentlig burde været gået i seng, hvor jeg hænger over computeren, og det ene ord alligevel tager det andet, bliver til sætninger og linjer, hvor karakterer begynder at træde frem og en meningsfuld handling tegner sig – fordi jeg er plumpet i.
Det er, som når man lover sig selv, at man bare lige skal have ét – måske to – glas rødvin, men ender med at tømme flasken. Elsker man at skrive, er det uendelig let at glemme et løfte om afholdenhed.
Heldigvis vågner man sjældent op til tømmermænd dagen efter – bare til længere tids byggerod.
