Kirsten Thorup imponerer med sin roman ”Indtil vanvid, indtil døden”, som udkom i 2020.
Jeg burde selvfølgelig have læst den for længst. Men den ramte i det mindste aldrig min reols ”dem-må-jeg-have-læst-senere-sektion”, efter jeg fik den forærende. På den står ellers lidt af hvert. ”Stillidsen” af Donna Tart, ”Den underjordiske jernbane” af Colson Whitehead og ”Folkets skønhed” af Merete Pryds Helle blandt andre. Men ”Indtil vanvid, indtil døden” tog jeg fat på med det samme.
Romanen handler om danske Harriet, der i 1942 plaget af sorg over at have mistet sin mand på Østfronten, hvor han kæmpede på tysk side, rejser til München for at besøge mandens officerskollega og dennes danske kone. Parret tilhører den nazistiske overklasse, som stadig nyder mange privilegier. Men Harriet opdager hurtigt, at krigen er godt i gang med at slide Tyskland op.
Det billede, romanen tegner af Nazityskland bag facaden, virker meget overbevisende. Kirsten Thorup må have udført et kæmpe researcharbejde, og resultatet er skønlitterær historieskrivning i en klasse for sig. Man bliver klogere af den roman, meget klogere.
Så er der selve formen. Der er ingen kapitler – eller kun ét, kunne man sige. Romanen er skrevet som én lang tekst. Dialog, beskrivelser, tanker afløser hinanden uden noget varsel til læseren. Ingen citationstegn, tankestreger og under ti linjeskift i løbet af de 415 sider, vil jeg tro uden at have talt efter. Alligevel taber man aldrig tråden, må aldrig gå tilbage i teksten for at forstå den. Det er respektindgydende dygtigt gjort.
Læs romanen for den gode historie og nyd undervejs, hvor dygtig en forfatter Kirsten Thorup er.
Og så tilbage til bøgerne på reolen. ”Stillidsen” var jeg nået 54 sider ind i, da den blev lagt til side, kan jeg se på bogmærket. Den er ikke opgivet, men umiddelbart fangede den mig ikke. Turen skal nok komme til ”Folkets skønhed”, som rigtig mange læsere har rost. ”Den underjordiske jernbane” har netop forladt ”dem-må-jeg-have-læst-senere-sektionen”. Den ligger nu foran mig, og starter: ”Første gang Caesar nærmede sig Cora med sin snak om at flygte nordpå, sagde hun nej.” Ganske lovende, ikke?
