Det spørgsmål, jeg oftest får stillet som forfatter, er forskellige udgaver af: Hvor kommer det fra? Altså dét der, som ender med at blive til noveller og romaner. Og det er et virkelig godt spørgsmål, som det ikke er helt let at give et hurtigt og godt svar på. Her er mit indtil videre bedste bud.
De fleste kender sikkert dét, at et tilfældigt sanseindtryk, en uventet oplevelse eller en i sig selv ubetydelig hændelse hvirvler en slumrende erindring op og sender tankerne i en uforudset retning.
Selv oplevede jeg det en tidlig sommermorgen, da jeg gik ud til bilen for at køre op til en veninde i Ebeltoft.
Når øjeblikket indtraf, var det formentlig fordi, flere forudsætninger var opfyldt. Dels var det en morgen af den slags, hvor en dirrende varme allerede hænger i luften og antyder, at dagen med stor sandsynlighed bliver trykkende hed, selv om den knapt nok har taget sin begyndelse. Dels var veninden, jeg skulle besøge, én jeg boede i bofællesskab med i Aarhus, dengang jeg læste til journalist.
Med ét var jeg kastet årtier tilbage til lignende sommerdage, cyklende fra vores bofællesskab i nærheden af Botanisk Have, over Ringgadebroen til Montanagade – af en eller anden grund elsker jeg det gadenavn – i Aarhus midtby for at hente en bil hos rengøringsfirmaet AKC – Aarhus Kittel Central, sikkert for at køre videre til Nobel Cigar i Viby, som hvert år fik både kontorerne og store dele af fabrikken gjort hovedrent i industriferien, eller til medicinalvaregrossisten Nomeco for at vaske gulve på lageret, gøre toiletter rene, støvsuge kantinen, brygge morgenkaffe til de ansatte og tilse sodavandsmaskinen.
Rengøring var dengang som nu drøjt arbejde, beskidt og ringe betalt. Men ud over, at det i de år sikrede mig en nødvendig indtægt, bød jobbet også på en velkommen afveksling fra de lange studiedage på Danmarks Journalisthøjskole. Jeg kunne godt lide at udføre et konkret og nødvendigt stykke arbejde.
Dertil kommer, at arbejdet ofte udføres i kulissen, i ydertimerne, når flertallet er gået hjem eller endnu ikke er mødt. Det giver en særlig stemning, når byens puls går ned, når hverdagen tager en dyb ind- eller udånding, som tillader detaljen, sanseindtrykket og den ubetydelige hændelse at bemægtige sig et større rum end ellers.
Men lignende øjeblikke kan såmænd indtræffe hvor som helst og når som helst. En tidlig sommermorgen, en sen aftentime eller en regnvåd formiddag, hvor man fordybet i egne tanker går dagens første tur med sin hund og falder over liget af en trafikdræbt frø.
Måske er det, jeg prøver at sige, at jeg allerede dengang for mange år siden, da jeg kørte rundt i Aarhus for at skifte måtter, vaske trapper og gøre kontorer rene, fik skærpet min opmærksom på og fandt en særlig glæde ved de fortællinger, som findes i de små ting, i detaljerne og tilfældighederne.
Men uanset hvornår det nu skete, så er det stort set altid en opmærksomhed over for disse næsten umærkelige hverdagsrystelser, der sætter mig i gang med at skrive en ny novelle.
Noget tilsvarende kan ske, når jeg læser – det være sig en bog eller en avis. Små glimt af indsigt, en pludselig opstået tanke, der er værd at udforske. Ubetydelige ting, detaljer, skæve vinkler, som kalder på min opmærksomhed fra periferien af det, skribenten egentlig ønsker at fortælle mig.
Det er kun sjældent, at udkastet til en ny novelle bæres frem af en velstruktureret og omhyggeligt gennemtænkt idé. Nej, det er så godt som altid et tilfældigt indtryk, en uforudset hændelse eller en spontant opstået tanke, der skubber processen i gang. Sådan var det f.eks. med novellerne i novellesamlingen “De bortrejste”.
Det var liget af førnævnte frø, der inspirerede mig til at skrive ”Døden i frøperspektiv”. ”Lyskæden” eksisterede ikke før jeg en april aften kørte forbi et trist udseende hus med en lysende juletræskæde hængende under tagrenden. Færgen i ”Retræte” findes. Den fragter biler og passagerer frem og tilbage over Slien i Slesvig. Jeg kommer jævnligt forbi den sommerhuslignende bygning, som fremmanede historien om ”Skilsmissehuset”, og jeg har med sikkerhed hørt en ung pige udstøde et forundret og forarget ”Hey altså!”, en dag jeg købte ind i et supermarked.
Men det betyder på ingen måde, at novellerne i ”De bortrejste” i et eller andet forhold repræsenterer fiktionaliseringer af virkeligheden. Tværtimod. Disse små ting er ofte det eneste virkelige i novellerne – brugt vilkårligt og ude af sammenhæng. Alt det andet kommer senere, hvilket også i mine øjne virker lettere mystisk. For jeg ved heller ikke hvorfra og har ingen forklaring på, hvorfor disse små hverdagsindtryk sætter sig igennem med en så vældig kraft.
Men måske har den amerikanske forfatter Stephen King ret, når han i sin bog om at skrive lufter den teori, at alle historier allerede eksisterer og blot venter på at blive fundet og skrevet. At forfatteren kan sammenlignes med en arkæolog, der skraber lidt i jordoverfladen og ser en flig af noget interessant. Hvorpå han forsigtigt afdækker sit fund med ske, børste og pincet, mens forfatteren vækker sit til live ved hjælp af ord, sætninger og komposition.
Det er en fantastisk tanke. For mig giver den god mening.
Mit håb er, at man som læser af ”De bortrejste” vil opleve det samme: At bidder af teksten, beskrivelser, dialogstumper, tanker og overvejelser eller andet vækker noget, der er større end teksten og bogen i sig selv – noget man kan tage med sig videre i sit liv, til mødet med det næste menneske, til læsningen af den næste bog. For det er ligesom det mindste, man kan forvente af litteraturen, er det ikke? At den åbenbarer noget skjult eller noget nyt, bringer en slumrende erindring op til overfladen, fornyer læserens indsigt i sig selv eller andre – om så bare i det små.
